Nyhedsbrev – juni 2026 | A/B Thorsvej

A/B Thorsvej

← Tilbage til nyheder

Nyhedsbrev – juni 2026

Udgivet den 16. juni 2026

Fjernvarme

Vi har nu fået besked om, at vi får fjernvarme til vores område. Det vil ske i løbet af 2027 – præcis hvornår ved vi ikke endnu, men vi informerer selvfølgelig så snart vi ved mere.

Den enkelte andelshaver skal ikke gøre noget i den forbindelse. Bestyrelsen sørger for at afmelde naturgas hos Evida, så vi samlet kan søge om tilskud fra Statens afkoblingsordning.

 

El-ladestandere

Arbejdet med etablering af el-ladestandere er i fuld gang. Entreprenøren koordinerer med elektrikeren, så det hele kommer til at spille. Vi glæder os til at arbejdet er færdigt, så vi kan komme til at lade i foreningen.

 

Hjertestarter

I slutningen af juni får vi opsat hjertestarter. Den bliver opsat på gavlmuren af nr. 30, så den kan tilgås fra Stamvejen. Den vil også blive tilmeldt www.hjertestarter.dk så alle har mulighed for at tilgå den ved behov.

Vi opfordrer alle beboere til at holde lidt øje med hjertestarteren. Den skal bare blive i skabet indtil den skal bruges – og skabet vil bippe hvis det åbnes. Hvis skabet/hjertestarteren bipper i øvrigt, må I meget gerne give besked til bestyrelsen.

 

Hækaffald

I perioden fra fredag den 19. juni til mandag den 29. juni vil det være muligt at komme af med hækaffald.

På grund af arbejdet med etablering af nye parkeringspladser er det ikke muligt at aflevere hækaffald, hvor vi plejer. Derfor er vi nødt til at inddrage to gæsteparkeringspladser (foran nr. 19) til formålet. Der vil blive opsat en markering i perioden.

Husk at det er muligt for gæster (og bil nr. 2/3) at parkere på Pantholm eller Baldersvej.

Husk i øvrigt at få klippet hækken helt ind på den udvendige side (ud mod fællesarealer), så der er plads til bilerne på vejen. Og at hækken ikke må være mere end 2 meter høj.

 

Fælles arbejdsdag lørdag den 5. september 2026

Husk at sætte et stort kryds i kalenderen lørdag den 5. september 2026. Her mødes vi og hjælpes ad med de arbejdsopgaver, der skal løses i fællesskab. Der bliver selvfølgelig også serveret mad og drikke på dagen.

Hvis I har forslag til opgaver, der bør løses denne dag, er I velkomne til at skrive en mail til bestyrelsen på thorsvej.slagelse@gmail.com.

Vi glæder os til endnu en hyggelig arbejdsdag.

 

Ny hjemmeside

Vi arbejder i øjeblikket med at få overflyttet vores hjemmeside til en anden platform. Det skyldes at vi ikke længere kan få support på den nuværende løsning. Den nye løsning giver nogle andre muligheder end vi har haft tidligere og vi glæder os til at præsentere den for jer. Mere herom senere.

 

Husk at tjekke om I har vand på fyrene

Indtil vi skal have fjernvarme, er det rigtigt vigtigt at alle vedligeholder deres naturgasfyr. Du skal løbende sikre dig, at vandtrykket ligger mellem 1,2 og 1,7 bar. Man skal trykke på minus for at se, hvor mange bar der er.

Hvis du er i tvivl, så kontakt bestyrelsen.

 

Støj

Sommeren er kommet – og der er igen gang i haverne, haveredskaberne, trampoliner osv.

I den forbindelse skal vi lige minde om husordenens regler, der siger at støjende værktøj (fx hække- og kantklipper, græsslåmaskine mv) bør ske under hensyntagen til naboerne og må ikke bruges mellem kl. 20.00 og 8.00.

 

God sommer

Afslutningsvis ønsker bestyrelsen alle en rigtig god sommer. Vi håber på dejligt vejr og hyggelige stunder.