Nyhedsbrev fra bestyrelsen - april 2025

6. april 2025
Generalforsamling Tak for en sædvanlig god opbakning til generalforsamlingen. Det er dejligt, at så mange andelshavere deltager til gavn for foreningens demokrati. Referat fra generalforsamlingen ligger nu på hjemmesiden. I kan finde det her: thorsvej-slagelse.dk/dokumenter/   Konstituering af bestyrelsen Bestyrelsen er blevet konstitueret efter generalforsamlingen og ser nu således ud:
  • Formand: Else
  • Næstformand: Anja
  • Kasserer: Liselotte
  • Sekretær: Susanne
  • Bestyrelsesmedlem: Palle
  • Suppleanter: René og Troels
  Facebookside En gruppe beboere har oprettet en Facebook-side, som hedder Andelsforeningen Thorsvej – beboere imellem. Vi opfordrer alle beboere til at melde sig til på denne side. Når du finder siden, skal du anmode om at blive medlem. Her bliver du bedt om en kode. Denne kode finder du på hjemmesiden under Profil (som kommer frem, når du logger ind på siden).   Fælles arbejdsdage På generalforsamlingen var der ikke stemning for at indføre obligatoriske arbejdsdage. Til gengæld var der mange der gav udtryk for, at de godt ville deltage i frivillige arbejdsdage. Det glæder vi os over. Vi arbejder videre med at holde en fælles arbejdsdag den første lørdag i september (lørdag den 6. september) – så sæt allerede nu kryds i kalenderen.   Parkering af andelshaveres firmabiler På generalforsamlingen blev det besluttet, at andelshavere ikke må parkere deres firmabiler på gæsteparkeringspladser fremover. Dette er nu indføjet i foreningens husorden.   Husk at holde øje med fugerne i badeværelset Vi minder om, at man får tjekket om man har utætte fuger og revner i fliserne i badeværelset. Hvis fugerne er utætte, eller hvis der er revner i fliserne, kan vandet trænge ind i væg- og gulvkonstruktionerne, hvilket i værste fald kan give råd og skimmelsvamp. I sådanne tilfælde dækker forsikringen ikke, da det er den enkelte andelshaver, som ifølge vedtægterne har vedligeholdelsespligten. Det kan derfor blive en meget bekostelig affære for andelshaveren, og det kan betyde, at værdien ved et eventuelt salg af boligen bliver kraftigt nedsat. Derfor er det en god ide at holde øje med fugerne og fliserne, og sørge for at få det udbedret, hvis der er utætheder.   Vedligeholdelse af træværk Vi skal også minde om, at alle andelshavere mindst hver 5. år skal sørge for at vedligeholde med træbeskyttelse, så vi undgår problemer med råd i træværket.   Og så en sidste påmindelse Husk at alle forandringer af boligerne, skal meddeles bestyrelsen senest 5 uger før iværksættelse, jf. vedtægternes §10.

Thorsvej Andelsboligforening

Thorsvej 46, 4200 Slagelse
CVR: 32805310
P-nr.: 1015968342
thorsvej.slagelse@gmail.com
Location Map

System til ejer-, andel-, grundejer- og alle andre typer af foreninger administreret af boligforeningsweb.dk (Globalt: anyhoa.com)